Fraflytning

 

Når du skal flytte, gælder der følgende regler:

 

Du skal sende eller aflevere en opsigelse til boligselskabet, opsigelsen finder du i din lejlighedsmappe eller her.

Hvis du er gift eller har været samlevende i mindst 2 år, kan du i henhold til ”Lov om leje af almene boliger § 84 stk. 2”, ikke opsige lejemålet uden din ægtefælle/samlevers medunderskrift.

Der er 3 måneders opsigelse til den 1. i en måned i henhold til ”Lov om leje af almene boliger § 88”.  Eks. Modtager vi din opsigelse d. 9 februar, ophører lejemålet d. 31. maj.

Du kan selvfølgelig godt flytte før din opsigelsesdato. Hvis du vil flytte tidligere, så skriv, hvilken dag du flytter. Vi vil i så fald forsøge at leje boligen ud med kortere varsel. Det kan muligvis spare dig for en eller flere måneders husleje.

Vi sender altid en bekræftelse på en opsigelse til en beboer, som ønsker at flytte. Så du kan være sikker på, at dit brev er kommet frem.

Du skal huske at oplyse Boligselskabet om din nye adresse, så vi senere kan sende en flytteopgørelse til dig.

Du skal aftale en dato for et fraflytningssyn. Det er en aftale om et tidspunkt, hvor vi sammen kan gennemgå lejemålet, med hensyn til hvilken istandsættelse der skal foregå.

Er du opskrevet på vores interne oprykkerliste, udgår din opnotering, når vi modtager din opsigelse.

Hvis du opsiger en bolig for et dødsbo, skal du vedlægge en skifteretsattest.